Softwarepatent - skal, skal ikke? Og hvordan?

Da vi startede Queue-it stod det ret tidligt klart, at vi havde fundet en unik idé, som endnu ikke sås andre steder i verden. Dette blev verificeret grundigt, dels af os selv, dels af vores investor i forbindelse med due dilligence processen. Et af de afledte spørgsmål blev derfor hurtigt hvorvidt vores teknologi kunne patenteres, og om det i øvrigt var den ressource- og økonomiske investering værd.

 En af de faktorer, som vi overvejede, var hvad vi reelt vil bruge patentet til. Det er en meget omfattende økonomisk investering at tage globalt patent på software  - det ender typisk med at kost på den "forkerte" side af en million, og ofte endnu mere. Og det er småpenge i forhold til de summer, der bruges på at forsvare patenter, når de brydes.

Førerposition
Det er vores personlige holdning at time to market er langt mere kritisk, for at opnå eller bevare en førerposition med et softwareprodukt, end patenter og rettigheder. Når man er en mindre og nystartet virksomhed, er det en konstant prioritering, hvor man lægger sine knappe ressourcer, og vi vurderer overordnet set at de nok er bedre placeret i udvikling, salg og marketing. Det ville, groft sagt, være kedeligt at sidde tilbage med et skudsikkert patent, som man har forsvaret til højre og venstre, men uden kunder og med et halvfærdigt produkt.

 Men på den anden vægtskål - for patenteringen - vejer virksomhedens værdisætning i forhold til fremtidige investorer eller opkøbere rigtig tungt. På den front er der er endnu ingen, der har fortalt os, at det er en dårlig idé at igangsætte en patentproces, også selvom det primært (alene) er med henblik på at optimere virksomhedens værdisætning. I første omgang vil det også ofte være et af de kriterier, der afgør om virksomheden kan opnå innovationskapital.

Udgifterne fordelt
Der var selvfølgelig også en del andre betragtninger i spil, før vi tog den endelige beslutning, f.eks. sandsynligheden for at patentet rent faktisk ville gå hele vejen igennem godkendelsesprocessen uden afvisning.

Men vi endte med at ansøge om patent på kerneteknologien i Queue-it i 2010.

Så tænker man måske, hvor vi lige fik den million fra, på så tidligt et tidspunkt. Men det forholder sig heldigvis sådan, at alle patentomkostningerne ikke falder på en gang. Og man skal også undervejs, ved bestemte milestones, tage stilling til hvorvidt man ønsker at gå videre til næste skridt i registreringsprocessen. Det gør investeringen lidt mere spiselig, selvom det stadig er beløb, der godt kan mærkes, når man er ny og i en udviklingsfase produktmæssigt.

Tidskrævende arbejde
Udover den konkrete financielle investering, skal der så lægges en del timer i at udarbejde de tekniske beskrivelser, så de passer til en patentansøgning, og dækker de præcise områder i kerneteknologien, som man vurderer er egnede til patentering. Det er ikke en umulig opgave, men det kræver en tidsmæssig intern investering i kombination med kompetent ekstern rådgivning.

 Vi har i slutningen af 2011 besluttet at tage næste skridt i processen ved at indgive en såkaldt PCT-ansøgning. Formålet med PCT-ansøgningen er at "holde ansøgningen i live" globalt (stort set) de næste 1½ år.

 
Camilla Ley Valentin